Et uddrag.

Et uddrag af en af de mange, mange tekster….:

“Jeg kan ikke engang græde. Jeg ville ønske at jeg kunne. Men gråd kommer først når der er selskab. For det er ikke mig selv der spørger mig om, hvordan det egentlig går. Jeg kan åbenbart godt lyve overfor mig selv. I mørket, hvor ingen ser på mig og ingen spørger. Der er ingen øjne jeg skal fokusere på. Der er ingen i mørket der elsker mig. Mørket forlanger intet.

Velkommen til angsten.

Angsten er en hyppig gæst. Forklædt som bussemand i bussen, i Super Brugsen eller alle andre steder end hjemme. Men selv hjemme er den til stede. I de poser med skrald der skal ud. Opvasken der skal tages – og de samtaler jeg ikke har lyst til at tage.

Angst er en svær ting at forklare andre. For hvordan forklarer man lige, at det føles som om at ens krop har overhånden? Og langsomt overtager enhver form for rationalitet? Hvordan forklarer man, at man har det bedst for nedrullede gardiner. At man har det bedst når alle døre er lukkede og ikke en lyd kommer ind?

Når angsten rammer, så kan et enkelt hovedhår, placeret forkert, ødelægge ens dag. Fordi den kildende fornemmelse fra et hår i ansigtet kan føles som tusinde knive der stikker i én.

Når angsten rammer, så er frygten for at være blevet sindssyg stor. Et hår burde jo ikke gøre ondt. Et hår, det fejer man jo bare væk og så er vi ovre dét. Men angst i kroppen fjerner alle filtre. De mindste ting gør ondt. Og det er her folk bare fortæller mig, at jeg bare skal finde mig et job. Men hvordan kan man gå på arbejde, når et hår fra hovedet kan føles som tusinde projektiler, der bare gennemborer ens krop?

Alle har været søde. Tror de fleste har læst mellem linjerne og ved, at jeg ikke fortæller alt. Så er der også dem – dem der har så store og brede filtre, at de ikke bare tænker – men fortæller mig at jeg bare skal tage mig sammen. And I get it. Naturligvis forstår jeg det. Er selv pisse god til at give råd. Endnu mindre god til at efterleve dem selv.

 Jeg har arvet min mors sind. Og hellere arve dét, end at arve min fars. Et følsomt sind er dét jeg har fået fra min mor. Og selvom jeg til tider bander det væk, så er det langt bedre end hvad min far havde at komme med. For i det mindste har jeg stadig min gode hjerne. Også selvom den ofte arbejder langsomt. 

I morgen bliver bedre.”